I Efteråret gæstede Michael Braungart danmark til vores første “cradle to cradle” konference herhjemme. I dag var turen nået til bevægelsens anden partner William McDonough der idag var i København for at modtage Rockwool Prisen 2009 og holde en festforelæsning på Kunstakademiets Arkitektskole.
Cradle To Cradle er en miljøstrategi, der stiller spørgsmål ved vor tids opfattelse af bæredygtighed, og opstiller en vision for, hvordan mennesket igen kan komme i balance med naturens kredsløb.
I stedet for at producere forurenende affald til lossepladser skal levevis og moderne forbrugsgoder designes, så affaldet bliver næringsstoffer for fremtidige generationer af produkter, råmaterialer til sunde, levende organismer. Cradle To Cradle har således skabt et nyt paradigme, der helt skal afløse vort nuværende fokus på blot at minimere vores skadelige indvirkning på omgivelserne.
Martin Fluri fra den danske afdeling af Cradle to cradle = vuggetilvugge.dk er en af forelæserne i kurset “Arkitektur og æstetik i en miljøbevidst tid” som jeg arrangerer for folkeuniversitetet efteråret 2009.
